Morgentrænernes dag



Lørdag den 22 juni stod i håndboldens tegn, Dansk Håndbold Forbund (DHF), Team Danmark og eliteSilkeborg havde sammensat en hel dags program for elite kommunernes morgentrænere. 

Elitesport Aalborg var repræsenteret med morgentræner Kenneth Hedegaard Jensen, Elitekoordinator Torben Sørensen og Talentkoordinator Thomas Skifter Bertelsen. 

Dagens første punkt stod Sportschef i DHF Morten Henriksen for, en generel orientering om nye tiltag, struktur og fokusområder for udviklings- og talentarbejdet i forbundet og samarbejdet med elite kommunerne. 

Herefter blev det straks mere praktisk anlagt, og tidligere målvogter og nuværende målmandstræner Michael Bruun tog over i hallen med en smule teoretisk stof og primært praktisk omkring mulighederne for at indbygge målvogter træning i bl.a. morgentræningerne. 

Efter en let frokost tog Team Danmarks Christina Teller over med et oplæg centeret omkring Life Skills & Dual Career, hvor der kom flere gode bud på hvordan vi som morgentrænere men også eliteorganisationer bedst muligt støtter op omkring de unge atleter og deres vej gennem dels sporten og dels en uddannslse.

Dagens 4 punkt var et praksisnært oplæg fra Team Danmark omkring de nye "Performance-profiler" for fysisk test og træning af håndboldspillere.  

Det blev en en kyndig og særdeles gode gennemgang af både test-batteri og øvelser i forbindelse med de forskellige tests af fysiolog ved Team Danmark Line Hovgaard-Hansen og efterfølgende mulighed for uddybende spørgsmål.

Dagens næstsidste punkt var et blandet oplæg fra Flemming "Tuborg" Larsen DHF, Jeppe Fruensgaard eliteSilkeborg og Mathias Bach Bakken Bears med overskriften "Finte & duelspil" og efter en gennemgang af eksempler fra de danske U-landshold gik forsamlingen i hallen, hvor Mathias Bach viste forskellige øvelser og fortalte om, mindset, taktikker og strategier for finte og duelspil i basket som inspiration til håndbolden.

Som afrunding på en lang dag i Jysk Arena blev deltagerne introduceret for "Talentrejsen"  af Lina Rask der har en kandidat i idræt og psykologi og ansat ved eliteSikleborg. Elitesport Aalborg og 4 andre elite kommuner har i samarbejde udviklet konceptet for det aldersrelateret mentaltræning materiale.

Materialet i "Talentrejsen" beskæftiger sig med en lang række af de emner, man som ung idrætsudøver vil møde på sin vej - medgang, modgang, valg der skal træffes omkring idræt og uddannelse - ligesom centrale begreber omkring målsætning og evaluering også er en integreret del af materialet.